Folonaris Ripasso hører til blandt de elegante Ripasso'er uden for meget tyngde og alkohol, men stadig med fin mørk farve og en dejlig bouquet af sort frugt med nuancer af solbær, sveskeblomme og mokka. Smagen har naturligvis en god fylde, og vil ikke skuffe sande Ripasso fans.
Druene til denne vin stammer fra marker i Valpolicella området. Vinen har en let rubinrød farve og en indbydende næse af krydderier og sødmefuldt indtryk. Den har en lækker bouquet med en udpræget duft af moden sveskeblomme.
Det er en kødfuld vin, der byder på en indtagende, let toastet smag med sødmefuld frugtmasse af sorte bær.
Folonari blev grundlagt i 1825 af Francesco Folonari. Til at begynde med vinificerede han sin vin i et lille ydmygt skur, men den talentfulde vinmager havde så stor succes, at han i den sidste halvdel af 1800-tallet måtte se sig om efter en ny vingård. Han etablerede sig i Brescia, mellem Iseo og Gardasøen, og det er der, Folonari har base i dag.
Hemmeligheden bag Folonaris succes er, at man gør alting så simpelt som muligt. Et godt eksempel er at vingården ikke fremstiller luksus- udgaver af de forskellige vintyper.
Stort set alle andre huse i området fremstiller to-tre niveauer af både Amarone og Valpolicella, men hos Folonari vil man ikke "stjæle" de bedste druer fra basis-vinen - det er jo husets vigtigste ambassadør.
Ripasso betyder "at lade passere over igen". Når der står Ripasso på en Valpolicella-etiket, betyder det at vinen efter første gæring er overført til et fad med rester (den såkaldte bærm) fra produktionen af Recioto eller Amarone.
Disse to vintyper fremstilles på tørrede, sukkerholdige druer, og presseresterne kick-starter en ekstra gæring i Valpolicella-vinen, som dermed bliver rigere og får lidt mere sødme og/eller alkohol. |