Velkommen til din Læsershop

- din indkøbsportal fra Berlingske Media

Verdens mest berømte togrejse - den Transsibiriske Jernbane

Fra Moskva via Irkutsk og Ulan Bator til Beijing – at rejse med Den transsibiriske Jernbane er med rette blevet kaldt for et af livets store eventyr. Afrejse fra København 25. juni – 12. juli 2010

BESTILLING:
Kontakt Cultours på tlf. 8610 8605

På denne rejse tager vi udgangspunkt i Ruslands hovedstad Moskva, hvor vi bl.a. besøger den Røde Plads. Vi krydser igennem den enorme sibiriske ødemark med Den Transsibiriske Jernbane. Vi besøger den gamle forpost og handelsby Irkutsk, hvor zartidens smukke gamle træhuse stadig dominerer. Vi sejler på verdens ældste, største og dybeste ferskvandssø Bajkal (1637 meter) og oplever den enestående sibiriske natur, som de fleste ellers kun kender fra film og fra Pasternaks Doktor Zjivago. Herefter går turen videre med jernbanen til Mongoliet - Djengis Khans og rytterfolkets land. Græsgrønne stepper, dinosaurknogler og overnatninger i nomadernes traditionelle hvide telte er nogle af de oplevelser, som møder os her. Turen afsluttes i Beijing i Kina med besøg til de største seværdigheder - bl.a. Den Kinesiske Mur, Sommerpaladset og Den Forbudte By.

Rejseleder: cand. mag. Martin Cleemann Rasmussen 

DAGSPROGRAM

25. juni
Afrejse fra København til Moskva. På vej mod vores hotel introduceres vi til byen, som med sine 11 millioner indbyggere er Europas største by. Igennem sin mere end 860-årige historie har Moskva gennemgået en forandring fra et lille fyrstedømme til centrum for en supermagt og atter til hovedstad i et Rusland, som stadigt vaklende er ved at finde sin plads i den post-sovjetiske verden.

26. juni
På vores anden rejsedag fortsætter vi vores bytur og besøger Kreml - magtens centrum og udgangspunktet for zarernes visioner om erobringen af Sibirien. Vi besøger nogle af de smukke kirker, som ligger inden for Kremls mure, ser de ældgamle ikoner og udsmykninger og hører om Kremls betydning igennem tiderne. Der bliver naturligvis også tid til en tur på Den røde Plads med udsigt til Vasilij-katedralen, færdigbygget i 1561 for at markere sejren over tatarerne. Ifølge overleveringen skulle Ivan Den Grusomme være blevet så imponeret over katedralens skønhed, at han lod arkitektens øjne stikke ud, så han ikke kunne bygge noget prægtigere andetsteds!

27. juni
Formiddagen er fri til at udforske den russiske hovedstad yderligere. Efter frokost vil rejselederen berette om Den transsibiriske Jernbane og forberede os på de mange særprægede og spændende oplevelser, som venter os i de kommende uger. Om aftenen går vi om bord i Den transsibiriske Jernbanes tog nr. 10 på Jaroslavl-banegården. Vi indretter os i de traditionelle 2. klasses firemandskupéer, som er reserveret til vores gruppe.

Kupéerne er praktisk indrettede med plads til bagage. Toilet og håndvask findes i hver vogn, om end man skal være opmærksom på, at der ikke er bad i toget. Spisning foregår i togets restaurantvogn. Hver vogn har tilknyttet en såkaldt provodnik eller provodnitsa, som sørger for te og kaffe, rengøring, sengetøj mm. Mens der tændes op i Samovaren, ruller vi ud i aftenmørket på den første del af de 5191 km, som toget skal tilbagelægge igennem Sibiriens ødemarker for at nå frem til Irkutsk.

28. – 30. juni
Rejsens 3. - 5. dag tilbringer vi i toget, mens de enorme vidder med nåleskov, tundra og tyndtbefolkede landsbyer og enkelte sibiriske storbyer glider forbi. Vi falder ind i den helt særlige rytme, som en togrejse af denne længde giver. Af og til vil toget standse en kort tid ved de større stationer og byer (der er 200-600 km. imellem stationerne) for at fylde vand og brændsel på og tage passagerer ombord.

Man vil kunne strække benene og/eller handle med de lokale, som tilbyder mange forskellige varer til de rejsende. Her mærker man tydeligt, at Den transsibiriske Jernbane også er et af de vigtigste transportmidler for den almindelige russer, når han/hun skal krydse det enorme land. I disse dage vil vi primært spise i togets restaurantvogn, hvor man skal være opmærksom på, at menukortet oftest består af traditionelle russiske retter, hvor kvaliteten må forventes at være lavere, end man er vant til fra Danmark, men også det er en oplevelse.

1. juli
På rejsens 6. dag ankommer vi til Irkutsk - en af Sibiriens mest charmerende byer med mange gamle russiske træhuse fra 1800-tallet. Byen var endemålet for Mikael Strogoff i Jules Vernes "Zarens kurer," og byen spillede i mange år en vigtig rolle som forpost og handelsby under Ruslands erobring af Sibirien. Vi indkvarteres og går en byrundtur imellem de charmerende gamle huse, hvorefter resten af dagen er til egen disposition.

2. – 3. juli
Vi kører fra Irkutsk langs Angara floden til verdens ældste, største og dybeste ferskvandssø - Bajkalsøen. Søen er et af verdens smukkeste steder og hjemsted for mere end 500 planter og 1200 dyrearter, hvoraf 60 % ikke findes andre steder i verden. Søens dybe (1637 m.) og klare vand rummer tilstrækkeligt ferskvand til at forsyne verdens befolkning med drikkevand i de næste 40 år! Vi sejler med båd ud på Bajkalsøen og lægger til ved den smukke vestlige bred af søen, hvor vi vil blive indkvarteret privat og nyde den smukke natur og de naturskønne oplevelser. Vi hører om det traditionelle liv i Sibirien og ser eksempler på Sibiriens unikke dyre- og folkeliv, således som det har formet livet igennem generationer. På den 8. rejsedag om aftenen vender vi tilbage til Irkutsk

4. juli
I det tidlige morgengry tager vi videre fra Irkutsk med tog nr. 6 fra Den Transsibiriske Jernbane, og vi kommer nu frem til rytterfolkets land - Mongoliet. Landet er 35 gange større end Danmark, men har kun en befolkning på 2,5 millioner indbyggere. Infrastruktur er der ikke meget af, og det vigtigste transportmiddel for mange mongoler er stadigvæk kamelen og hesten - af hvilke de sidstnævnte der er mere end 32 millioner af. Det svarer til 13 pr. indbygger! Mongoliet har i mange år været et af de mest isolerede lande i verden, men er nu et land med en demokratisk styreform. Rejsende i Mongoliet mødes med stor gæstfrihed, nysgerrighed og varme.

5. – 7. juli
Vi ankommer til Mongoliets hovedstad Ulan Bator om morgenen. Efter morgenmaden kører vi i vor egen bus ud i det uendelige og utroligt smukke græsgrønne landskab, hvorfra Djengis Khan i år 1206 samlede de mongolske  rytterhære og skabte fundamentet for det mongolske storrige, som endte med at gå fra Ungarn til Korea, og hvis lige verden ikke har set siden. Vi indkvarteres i de traditionelle, hvide, mongolske nomadetelte - de såkaldte "ger" for 2 nætter. At  bo i en "ger" er forbavsende komfortabelt. I hver "ger" bor normalt 4 personer i senge med madrasser og en lille ovn og elektrisk lys. Der er god plads, og toiletter og vand findes nær ved. Vi giver os tid til at nyde naturen og bruger vores lejr som udgangspunkt for mindre ture i området.

Vi stifter bekendtskab med Mongoliets skikke og traditioner, og der bliver også lejlighed til at smage lokale specialiteter som f.eks. airag - den traditionelle gærede hoppemælk. Om formiddagen på den 12. dag vender vi tilbage til Ulan Bator, hvor en af vores lokale mongolske guider viser os hovedstaden, som på mange måder er en blanding af en egentlig by og en kæmpemæssig lejr. Vi besøger  bl.a. det naturhistoriske museum, hvor verdens største samling af dinosauræg og bl.a. en række komplette dinosaurskelletter opbevares. Herefter indkvarteres vi på et centralt bellingendehotel inde i byen.

8. – 9. juli
Om morgenen stiger vi ombord i tog nr. 24 og sætter nu kursen imod verdens folkerigeste land - Kina, af kineserne kaldet "Riget i Midten". Under den ca. 700 km. lange rejse fra Ulan Bator mod den kinesiske grænse får vi et indblik i de utrolige ingeniørmæssige vanskeligheder, som konstruktion og drift af en jernbane i dette område medfører, og vi passerer igennem en del af verdens næststørste ørken - Gobiørkenen. I denne ørken lever der stadig nomader og vilde kameler, og det var her, at den amerikanske videnskabsmand Roy Andrews i begyndelsen af 1920'érne udgravede de enestående dinosaurfund.

Ved den kinesiske grænse skifter vi til hjul, som er tilpasset de smallere kinesiske spor, og påbegynder rejsens sidste 850 km. På vej mod den kinesiske hovedstad får vi blandt andet de første glimt af den mere end 6000 km. lange Kinesiske Mur. Vi ankommer om eftermiddagen den 18. september til Beijing - 7865 km og 5 tidszoner fra vores udgangspunkt i Moskva. Efter ankomst er der transfer til vort hotel, der er centralt beliggende i Beijing ikke langt fra Den himmelske Freds Plads. Efter et bad er vi klar til at gå ud og nyde en god kinesisk middag.

10. juli
Vi tager på byrundtur i Beijing, hvor vi bl.a. ser Den forbudte By og Sommer Paladset. Vi hører om Kinas utrolige historie og om kejserrigets rigdomme, om det kommunistiske Kinas voldsomme historie og om de store forandringer som har fundet sted indenfor de sidste par år, og om det moderne Kina, som vi møder i dag. Vi besøger også silkemarkedet, hvor det mere er vestlige mærkevarer (falske og ægte), der er til salg, end det er silke. Om aftenen spiser vi igen på en god kinesisk restaurant.

11. juli
Vi tager på en tur, der bringer os til Den kinesiske Mur. Det er altid en oplevelse at besøge "Muren", dette fantastiske bygningsværk, der skulle beskytte kejserrigets grænse og som kostede i 100.000-vis af arbejdere livet. Flot ser den ud, som den slanger sig over bjergene. Vi returnerer til Beijing, hvor eftermiddagen er til fri disposition indtil aftenens afslutningsmiddag.

12. juli
Vi kører til lufthavnen om formiddagen, med afgang over middag og ankomst til København om eftermiddagen.

Tillæg for 1. klasse (2 personers kupé) pr. person i toget kr. 4.575,-
Tillæg for enkeltkupé      kr. 9.150,-

PRISEN INKLUDERER

  • Fly København - Moskva og Beijing - København.
  • Hotelovernatning i Moskva
  • Alle transfers
  • Alle udflugter
  • Entréer og arrangementer
  • Togbillet til den Transsibiriske Jernbane på 2. klasse.
  • Alle overnatninger i Moskva, Irkutsk, Ulan Bator og Beijing på gode hoteller, dog en privat ved Bajkalsøen og to i Ger-telt i Mongoliet. Helpension (1. dag dog kun aftensmad).
  • Maden i toget er af vekslende kvalitet. Vi vil købe nogle lokale produkter undervejs til supplering af spisevognens udbud fx. til frokost.
  • Dansk ekspertrejseleder og lokale engelsktalende guider, visum til Rusland, Mongoliet og Kina. Alle skatter og afgifter.

Rejseleder:
Martin Cleemann Rasmussen er cand. mag. i russisk og historie. Han taler russisk og har boet og rejst flere år i Rusland og Ukraine. Martin har solid erfaring som rejseleder på mange rejser - bl.a. med den Den transsibiriske Jernbane og som historisk foredragsholder.

Pris

28.985,-

  • pr. person i dobbeltværelse
  • Tillæg for enkeltværelse på hoteller (gælder ikke Ger) kr. 3.400,-

Partner: Cultours

Berlingske Media A/S | CVR-nr: 29207313