10 dage med rundrejse i Metropolen Shanghai- Kanalbyen Wuzhen- Krydstogt på Yangtze-floden. Afrejse fra Billund 10. november 2010
BESTILLING:
Kontakt Bravo Tours på tlf. 7010 1077
Husk at oplyse koden 1093 ved bestilling
Kina fascinerer og forbavser de fleste. Bravo Tours har sammensat en spændende rejse til det østlige Kina med store historiske seværdigheder, prægtige naturoplevelser og en metropol af næsten ufattelig størrelse.
Turen starter i Shanghai, der er Kinas økonomiske mirakel. Her findes hundredvis af skyskrabere, verdens højeste hotel på 421 meter og verdens hurtigste tog, som vi naturligvis skal køre med.
Siden skal vi til Suzhou, der bl.a. fra Marco Polos beskrivelser er berømt for sin silke og Kinas flotteste haver. Vi skal også besøge den lille kanalby Wuzhen, der kaldes Kinas Venedig.
Efter disse kulturelle seværdigheder skal vi se noget af Kinas fantastiske natur. Vi skal sejle på Kinas mægtigste flod, Yangtze. I fire dage går det op ad floden gennem de flotteste områder - de tre kløfter, der har givet navn til den enorme dæmning, vi skal se den sidste dag på krydstogtet.
Til sidst tager vi retur til Shanghai og spiser afskedsmiddag, inden vi siger farvel til denne moderne metropol.
DAGSPROGRAM
1. dag Afrejse fra Danmark
Vi flyver med KLM fra Billund via Amsterdam. Der er to gratis måltider på flyveturen og gratis drikkevarer til måltiderne.
2. dag Ankomst til Shanghai
Ankomst til Shanghai Pudong International Lufthavn. Vi kører med højhastigheds-toget Maglev ind mod Shanghai Centrum. Der er velkomstmøde og velkomstmiddag.
3. dag Shanghai - Byrundtur
På en byrundtur ser vi Shanghais højdepunkter. Turen bringer os til det gamle kinesiske kvarter, hvor vi skal i Yu-haven, der er et smukt eksempel på Ming-dynastiets havekunst. Her får man også lidt tid på egen hånd i den spændende basar. Herefter gør vi et kvantespring frem i tiden til den nye bydel på den anden side af floden.
Her skal vi se Asiens højeste tv-tårn, Oriental Pearl TV Tower, der er 467 meter højt. Fra en udsigtsplatform får man et panorama over Shanghai. Vi skal gå ad The Bund, der er den berømte gamle, halvanden kilometer lange kolonistilshavnefront, bygget af englænderne for 100-150 år siden på bredden af Huangpu-floden.
4. dag Suzhou - to fantastiske haver
I dag kører vi ud af storbyen og gennem landskabet til Suzhou.
”Den ydmyge administrators have” er den største i byen og et af de bedste eksempler på klassisk kinesisk havekunst. Byen er designet ud fra den centrale sø og rummer mange pavilloner, broer og klipper kombineret med smuk beplantning.
Vi spiser frokost og ser en silkefabrik, hvor man kan få indsigt i silkens historie og produktion. Herefter ser vi den mindste og smukkeste have i Suzhou, Master of the Nets Garden, der ikke har et dansk navn. Den er et mesterstykke uden lige af kinesisk havedesign. Den magiske atmosfære tryllebinder én til haven.
Dernæst kører vi til Wuzhen, den gamle, smukke kanalby med næsten 2000 års historie. Byens skønhed har inspireret mange malere og filosoffer. De små kanaler, gamle huse og stenbroerne gør det til en unik oplevelse at være til stede. Vi overnatter i Wuzhen Water Village Hotel direkte ved kanalen.
5. dag Wuzhen - Yichang
Vi skal på morgenvandring gennem Wuzhen og på en uforglemmelig sejltur på de små, charmerende kanaler. De gamle huse og træerne langs kanalerne spejler sig billedskønt i vandet og ligner nærmest postkort. Herefter flyver vi til Yichang.
Sidst på eftermiddagen/først på aftenen stiger vi om bord på vores luksuriøse krydstogtskib, der skal bringe os op ad floden de næste dage med fantastiske oplevelser. Vi sejler på Yangtze-floden med de bedste skibe med flere restauranter, bar, mange aktivitetsmuligheder og dejlige udvendige kahytter.
Desuden store udendørsområder, hvorfra man kan nyde udsigten. Vi skal med Victoria Cruises, der afsejler midt på aftenen og er den højeste klasse på Yangtze. Her er både sightseeing, underholdning og de kulinariske oplevelser i top. Skibets omtrent 100 udvendige kahytter har tv, aircondition, karbad, toilet og to enkeltsenge.
Skibet har desuden et lille fitnesscenter, skønhedssalon, massagecenter, gavebod, lægekonsultation - bl.a. med traditionel kinesisk medicin, læserum, bar og businesscenter med internetadgang.
6. dag Yangtze-floden - De tre kløfters Dæmning
Vi skal ud for at opleve et af menneskehedens største bygningsværker, verdens største dæmning, De tre kløfters Dæmning. Ca. 1,3 millioner mennesker er blevet flyttet og genhuset for at gøre plads til bygningsværket og for den forhøjede vandstand. Vi sejler igennem Xiling-kløften, der er en af de tre berømte kløfter
7. dag Yangtze - Shennon-strømmen
I dag skal vi på udflugt til Daning-kløfterne, der kaldes de tre mindre kløfter. Vi skal fra det store skib over i nogle mindre færger, og længere oppe ad denne smukke biflod skifter vi igen til en mindre træbåd med plads til cirka 30 personer. Her kommer man helt tæt på naturen og dyrene. Man kan af og til se vilde aber, og den hvide ibis flyver elegant tæt over vandoverfladen.
Krydstogtskibet sejler nu gennem Qutang-kløften, der er den første af de tre kløfter på Yangtze-floden, som vi skal igennem. Qutong er kendt for sin spektakulære natur. De store klipper og bjerge står langt ude i floden og gør stedet til flodens smalleste. Vi passerer derefter Wu-kløften, der er flodens smukkeste sted, omkranset af meget stejle bjergsider, hvorfra bådene på Yangtze-floden bare ligner små blade, der flyder med strømmen. Tidligere var denne passage kendt som flodens farligste, og den kaldes Heksenes Kløft.
8. dag Yangtze
Endnu en udflugt. Hvortil den går, bestemmes af vandstanden. Hver morgen er der tai chi og te for de morgenfriske. Om dagen er der forskellige aktiviteter. Man kan lære om kinesisk medicin, silkedrager, ferskvandsperler, kaligrafi, og der er grundlæggende foredrag om Yangtze. Om aftenen er der shows opført af skibets besætning fx en cabaret eller en modeopvisning, så man kommer aldrig til at kede sig på skibet.
9. dag Chongqing - Shanghai
Vi forlader skibet om morgenen og kører mod lufthavnen i Chongqing, der er en af Kinas allerstørste byer og førhen hovedstad i den store Sichuan-provins, inden den blev en provins i sig selv. Vi ankommer til Shanghai sidst på eftermiddagen, og om aftenen spiser vi en afskedsmiddag.
10. dag Shanghai - Billund
Vi forlader Shanghai om morgenen og flyver til Billund via Amsterdam.
PRISEN INKLUDERER
- Fly tur/retur til Shanghai med KLM.
- Alle måltider om bord.
- Drikkevarer om bord.
- Underholdningssystem ved flysædet.
- Transport mellem lufthavn og hotel i Shanghai.
- Velkomstmøde.
- Afskedsmiddag.
- Byrundtur i Shanghai.
- Tur til have- og kanalbyerne Suzhou og Wuzhen.
- Alle entréer.
- Helpension på hele turen inklusive velkomst- og afslutningsmiddag. Nogle måltider er om bord på fly.
- Fire dages krydstogt med det bedste krydstogtsselskab på Yangtze.
- Et glas øl eller sodavand til hver frokost og middag (dog kun sodavand på cruiset - øl kan købes).
- Dansk rejseleder (på Yangtze deltager vi i udflugter sammen med andre nationaliteter - guidning foregår muligvis på engelsk).
PRISEN INKLUDERER IKKE
- Visum kr. 400.
- Årsrejseforsikring kr. 679.
- Afbestillingsforsikring kr. 595. Drikkepenge (frivilligt, ca. kr. 350).







